Labrador Retrievere - til jagt, sport og familie
Velkommen
til
Kennel Z-labben
Uge 47, blev ugen hvor 'Rita og Zcarlett Johansen blev opgraderet fra B- til A-prøvehunde.
De fik nemlig deres papirer på at de nu er rigtige "Jawthunde".
Mandag d.17/11 tog Tine og 'Rita til Espe for at deltage i dagens jagt.
Årsagen hertil var, at der netop den jagtdag skulle afholdes DRK's Åben A-prøve.
Vejret var godt, godset leverede mange fugle, skytterne stod for god skydning, og der lå derfor mange fugle på paraden.
"Jydekompagniet", dommerne Jon Andersen og Hans Jørgen Lundgård, skrev flittigt i deres små bøger, og kommenterede med deres sædvanlige høje humør dagens oplevelser.
Det var derfor nogle spændte deltagere der sidst på dagen afventede resultatet af "øjnene der ser".
Af de 8 deltagende hunde, fik disse 4 1. præmie:
Gundog's Choice Disney, fører Jens Lund. - Maxjan's Zeñorita, fører Tine Dyreborg Johansen. - Ravensbank Bob, fører Charlotte Rasmussen. - Shootdog Golden Carefree Candy.
Tak til alle. - Og til de øvrige deltagere: Knæk & Bræk næste gang.
Fredag d. 21/11, var det så Steen og Zcarlett der skulle afprøves på Åben-A.
Vi var så heldige/uheldige at blive udtaget til prøven på Ryegaard, som vi jo kender så godt.
Heldig på den måde, at det jo er dejligt at blive udtaget til den eneste prøve der ikke skaber kaos i kalenderen, og uheldig på den måde, at Ryegaard er vores "hjemmebane", og derfor kender alle.
Det skal netop derfor indføjes, at Steen ikke apporterer her, men er på driverholdet, hvilket sikkert ikke kommer bag på de fleste. "Den gamle", Zcirocco hjælper med dette.
Det var derfor med større nervøsitet end ventet at vi stod til parolen om morgenen. Alle de "velmenende ord" om hjemmebanefordel, en ung hund, drivernes mening om at "skifte side" osv. skulle bringes til skamme. Tines håneret skulle udlignes og kennelfatters observative væsen skulle jo også tilfredstilles.
"Du ved jo hun kan". - Ja, tak Hr. Lærer, ugen før havde jeg været så heldig at apportere på Lindholm med hende for første gang. Så jo, - træningen sidder "lige i skabet".
Dommer Jan Hansen, viste os heldigvis hele tiden hvor skabet stod i form af de fugle han gerne ville have hentet, og efter en spændt jagtdag skulle resultatet offentliggøres.
Af de 6 deltagende ekvipager, fik følgende 3 1. præmie:
Maxjan's Roos, fører Michael Andersen, - Maxjan's Sally, fører Stig Andersen, - og den næsten 1 år yngre Maxjan's Zcarlett Johansen, fører Steen Dyreborg Johansen.
Det var således en stolt kennelfatter der kørte hjem til kennelmutter på "Stigs Næs".
Tak til alle: Greve Johan Scheel og hans jagtselskab, skytte Søren Ål, prøveleder og assistent Tom og Sanne Andersen, dommer Jan Hansen, verdens bedste drivere, verdens næstbedste apportører, og vildtvognsracerkører René.
Til de øvrige deltagere: Tak for denne gang, og Knæk & Bræk næste gang.
Husk: ingen jagt uden en Labrador!!